Skip til hoved indholdet

VAB´s administrerende direktør går på pension

VAB´s administrerende direktør går på pension

Gå tilbage

Afskedsreception for VAB´s administrerende direktør Karsten Krüger blev holdt onsdag d. 4. september på Rotationen i Holbæk, hvor familie, venner, beboerdemokrater, forretningsforbindelser samt medarbejdere fra VAB mødte talstærkt op.


Efter 29 år i VAB kan Karsten med stolthed trække sig tilbage efter en lang og passioneret karriere i den almene sektor. En karriere som bunder ud i mange års dedikation, hårdt arbejde og strategiske visioner, der har udviklet VAB til et moderne boligselskab. Opførelse af adskillige almene boliger og fusioner med andre boligselskaber har skabt VAB til et betydningsfuldt boligselskab på Vestsjælland, hvilket formand Jørgen Malm fremhævede i sin tale til Karsten. Samtidig kunne Jørgen også ”prale” med, at VAB er blevet Danmarks største boligselskab – hvis man ser på antal afdelinger.


Karsten har haft et unikt samarbejde med Holbæk kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, hvilket hun i sin tale også fremhævede. Med Karstens kvaliteter som leder, hvor han ser muligheder fremfor begrænsninger, får han ting til at ske, hvilket hun beundrede ham for. Afslutningsvis understregede borgmesteren desuden, hvordan hun altid har betragtet Karsten som sin mentor indenfor den almene verden.


VAB´s direktør for koncernøkonomi, drift, HR og IT Inge Nielsen har i 17 år arbejdet sammen med Karsten, hvilket hendes tale til Karsten også bar præg af. Et årelangt og tæt samarbejde afsluttes nu med mange gode minder at huske tilbage på - et samarbejde som også har haft en venskabelig udvikling.


Med udnævnelsen af Inge som administrerende direktør pr. 1. oktober, skal nogle store sko fyldes ud. Hun understregede, at det er et stort ansvar, men også en stor ære at skulle udfylde disse sko. Dette vil hun gøre med stolthed og respekt, men også med ydmyghed. Samtidig pointerede hun, at hun med samme dedikation og engagement som Karsten vil fortsætte den visionære udvikling af VAB med respekt for værdierne.  


Afslutningsvis takkede Karsten for en fantastisk karriere med fantastiske mennesker omkring sig. Mange samarbejdspartnere og mange medarbejdere har gjort et stort indtryk hos ham. Med blikket rettet på Inge, som han med tryghed og stolthed overdrager ”sit” VAB til, måtte han også erkende, at deres samarbejde har været enestående – og næsten sammenligneligt med et ægteskab.


Med valget om at trække sig tilbage og gå på pension, måtte Karsten indse og acceptere, at han samtidig vil miste sin identitet. Livet som pensionist vil blive genopbygget med en ny identitet – en identitet og en tilværelse med mere tid til sin familie, venner, rejser, cykling og golf.


Mere end 200 fremmødte til hans afskedsreception understregede desuden Karstens enestående evne til at opbygge, udvide og ikke mindst vedligeholde et uundværligt netværk både i og udenfor den almene branche. Vi siger farvel til en direktør, som har sat sit personlige præg i VAB – både på det faglige plan men i den grad også på det personlige plan.


Dørene til VAB lukkes nu stille og roligt bag Karsten, og med hans tydelige aftryk i VAB samt hele branchen, vil Karsten ikke blive glemt. Han ønskes derfor al mulig held og lykke i fremtiden, hvor nye døre åbnes for ham.

Læs mere om VAB