Rejsegilde på Vølundens sidste etape
Gå tilbageOnsdag d. 2. oktober blev en vigtig milepæl for byggeriet på Vølundens tredje og sidste etape. Beboere i Vølunden, håndværkere, samarbejdspartnere og medarbejdere fra VAB var invitereret til rejsegilde, og fremmødet var stort på denne smukke og solrige oktoberdag.
Rejsegildet bar præg af de klassiske traditioner med den velkendte krans hængende oppe på tagryggen af byggeriet, mens vinden bar duften af pølser fra pølsevognen rundt på hele byggepladsen.
Teknisk chef for VAB Thomas Høtoft bød alle velkommen og videregav ordet til VAB´s nyudnævnte administrerende direktør Inge Nielsen. Indledningsvis takkede hun de gode og dygtige håndværkere, som på denne dag skulle fejres med dette rejsegilde.
Derefter påpegede hun, at rejsen hertil har været længe undervejs, da hele branchen i en årrække har været udfordret på de økonomiske vilkår. Derfor understregede hun sin glæde ved at stå her i dag med et igangværende byggeri på denne sidste etape.
Inge Nielsen takkede Holbæk kommune for det gode samarbejde og ikke mindst imødekommenhed og fremsynethed ved at give tilsagn til Vølundens første etape og til nu snart at stå med nye boliger på Vølundens tredje og sidste etape. Hun rakte desuden hånden frem til endnu et kommende samarbejde om opførelse af flere almene boliger i Holbæk kommune.
Efterfølgende trådte Holbæk kommunes borgmester Christina Krzyrosiak op på ”talerstolen”, som i øvrigt bestod af opstablede paller. Hun glædede sig over de kommende boliger i Vølunden, da alment byggeri er en høj prioritet i kommunen. Hun understregede desuden vigtigheden i at bygge boliger for alle, hvor fællesskab og mangfoldighed skaber en unik beboersammensætning.
Afslutningsvis udråbte Inge Nielsen 3 hurra-råb for byggeriet, som samtidig også var en hyldest og tak til håndværkerne for at nå til denne milepæl i byggeriet.
Et rejsegilde er, udover en vigtig milepæl i byggeriet, også et symbol på det stærke samarbejde mellem de involverede parter: Holbæk kommune, Kullegaard som arkitekt, ingeniør Terkel Pedersen, entreprenøren Skovby Entreprise samt VAB som bygherre. Alle har arbejdet hårdt og engageret og ikke mindst målrettet for, at opførelsen af disse 30 gode og bæredygtige boliger endelig er blevet en realitet.
Når forventningsfulde beboere til efteråret 2025 flytter ind, og boligerne fyldes af liv, bliver hele afdelingen i Vølunden fuldendt med sine 177 boliger, som samtidig bliver den største afdeling i VAB.
De smukke grønne fællesarealer mellem de tre etaper vil binde hele Vølunden sammen og skabe en stor og integreret boligafdeling i hjertet af Holbæk.




